Dalum Dyrehandel

Dalum dyrehandel er en privatejet butik, som blev åbnet i juli 1987 af John Christensen og hans kone Lizzi Christensen. Da parret købte huset, var det endnu ikke en butik, men blot en privat villa med have til. Det krævede hårdt arbejde og vilje at få huset forvandlet til en hyggelig lille dyrehandel med tilhørende idyllisk ”zoologisk have” i baghaven.
 
Butikken blev snart kendt, ikke kun i lokalområdet, men vidt omkring for sin dyrevenlighed, service og ærlighed. Mange nye kunder blev til ved ”mund-til-mund-metoden”, og folk der kiggede ind forbi for første gang, blev betaget over det lille hus, som indeni, -og i haven, rummede langt mere, end først forventet. Serviceniveauet var i top og man kunne se, at dyrene trivedes og at det var det, der kom i første række.
 
Efter 9 år som ansat, overtog datteren Pia Stendahl i marts 2004 butikken, med henblik på at videreføre den i forældrenes ånd. De visioner og traditioner, som forældrene havde fået opbygget gennem 17 år blev videreført og de faste kunder forblev kunder. Butikken er stadig kendt for sin dyrevenlighed, service og ærlighed, og det er netop det, der trækker dyrevenner fra hele Fyn til.
 
Butikken ligger overfor Dalum Centret, i Odense SV og er den eneste dyrehandel i området. Til butikken hører kun 2 parkeringsplader ved siden af huset, hvorfor kunderne benytter sig af centrets parkeringsplads overfor. Til gengæld hjælpes kunderne over vejen med varerne af ekspedienten.
Butikken har i dag 3 ansatte: Ejerens mor, som kommer en gang om ugen, samt efter behov, en fastansat på deltid og en elev.
 
Der er sket en positiv udvikling for butikken gennem de sidste 20 år, idet butikken efterhånden er blevet mere kendt, samt at kæledyr kommer mere og mere i højsædet.
Desuden søger forbrugerne i dag gerne oplevelser med indkøbene, hvilket i høj grad bliver opfyldt i Dalum Dyrehandel, hvor en rundtur i haven med børnene er som ”at komme en tur i zoo” (citat fra flere kunder), hvor der åbnes dør for kunderne, samt at kunderne bliver eskorteret til bilen med varerne af ekspedienten.
 
Butikkens målsætning er at være det bedste mulige valg af dyrehandel, med den bedst mulige service og vejledning/rådgivning.